For alle der elsker bøger må LibraryThing være et hit. LibraryThing giver dig nemlig mulighed for at flytte din bogreol over på internettet. Du opretter simpelthen et katalog over de bøger du har, bøger du har lyst til at læse eller måske bøger du hader.
Som alle andre ting i 23ting danner dette site også grundlag for sociale netværk. Her kan du f.eks. se ”bogreoler” fra andre som har samme smag som dig selv og dermed få yderligere inspiration til læsning. Skaberen af LibraryThing er Tim Spalding, der har en baggrund i forlagsbranchen.
Når du opretter en konto på LibraryThing, får du dit eget online katalog, hvor du kan tilføje bøger. Du kan indsætte op til 200 bøger gratis, men er du en rigtig bognørd kan du mod en beskeden betaling indsætte alle de bøger du har lyst til.
Du bestemmer selv, hvilke emneord (tags), du knytter til de bøger du lægger på og om du vil skrive anmeldelser af bøgerne. Du bestemmer også selv, om andre brugere skal kunne se din bogsamling.
Finder du en bogsamling, som er værd at holde øje med, kan du, via et rss-feed, altid blive opdateret, når netop denne bruger føjer nye bøger til sit katalog.
De forskellige faneblade på siden giver mange muligheder. F.eks. kan du lave din helt egen profil på LibraryThing og klikker du på fanebladet "Lokalt" og skriver Århus i søgefeltet, kan du se hvad der sker af litterære tiltag i vores "nærområde". Under fanebladet "Grupper" kan du f.eks. melde dig ind i gruppen "23 ting" osv.
Uden login kan man sagtens gå på opdagelse i LibraryThing. Fanebladet ’Zeitgeist’ afslører en samling oversigter og muligheder for tilfældige nedslag i både brugerprofiler, anmeldelser og debat. Du kan bare ikke bidrage selv uden at være bruger.
Her kan du tage på rundtur i LibraryThing
Vejledning til oprettelse
Gå til LibraryThing
I boksen i højre sides vælges ”Ikke medlem? Bliv det”

Derefter udfyldes den gule formular boks med brugernavn, adgangskode og eventuelt email-adresse.

Du er nu oprettet og kan begynde at fylde bøger i dit online, elektroniske bibliotek. Du skal tilføje minimum fem bøger med emneord (tags).
Sådan tilføjer du bøger til dit bibliotek
Klik på fanebladet "Tilføj bøger" og følgende skærmbillede fremkommer:

I søgeboksen skal du skrive titlen på en bog som du vil have tilføjet din ”reol”. Skriv f.eks. ”Drageløberen”.
Inden du søger skal du vælge de kataloger, der skal søges i. Under teksten "Vælg katalog", klikker du på "Vælg fra 252 andre kilder fra hele verden".
I højre side kommer der nu et nyt billede op, med en liste over kilder. Vælg sprog og Danmark og klik på de biblioteker du vil have tilføjet (Hver gang tilføjes et nyt katalog i venstre side). Vælg f.eks. bibliotek.dk og Det Kongelige Bibliotek.
Sæt et hak ud for det katalog du vil søge i i venstre side. Du kan kun søge i et katalog ad gangen. Start med at sætte hak ud for bibliotek.dk. og klik på søg. Hvis du ikke får nogen brugbare resultater så prøv at søge i et andet katalog.
I søgeresultatlisten til højre skal du nu vælge en af titlerne. Klik på en af titlerne med Drageløberen. Titlen er nu tilføjet dit bibliotek. Du kan tilføje flere bøger ved at søge på samme måde på andre titler/forfattere.
Se dit bibliotek og rediger i dine bøger
Når du er færdig med at tilføje bøger, skal du klikke på fanebladet "Dit bibliotek". Her får du en oversigt over de bøger som du har lagt ind.

I den øverste blok kan du vælge hvordan du vil have vist oversigten over dine bøger: List view (listeform) eller Cover view (liste kun med bogforsider). Vælg list view.
Hver bogtitel har nogle oplysninger tilknyttet: forfatter, titel, år, tags, vurdering, delt. Forfatter, titel og år er hentet automatisk fra bibliotek.dk.
Tags er søgbare emneord som du selv tildeler. Dobbeltklik på det hvide felt under titlen tags. Nu kan du skrive emneord. Klik på save når du er færdig.
Under Vurdering kan du vurdere bøgerne ved at tildele dem stjerner. Klik på den enkelte prik alt efter hvor mange stjerner du vil give bogen.
Under Delt er der nogle forskellige valgmuligheder. Det lille ikon med to hoveder og et tal under angiver hvor mange medlemmer af LibraryThing der har denne bog tilknyttet deres bibliotek og hvor mange der har anmeldt bogen. Ikon 2 (formet som et stykke papir) giver nogle flere detaljer om bogen. Ikonet med blyanten skal du bruge når du vil redigere i informationen om bogen. Krydset sletter bogen helt fra dit bibliotek.
Mangler der et billede af bogens forside?
Klik på ikonet med blyanten ud for den titel du vil finde en bog-forside til.
Klik på "Skift omslag" i venstre side.
Der er nu flere muligheder når du skal hente et billede. Du kan:
- Uploade et billede, der i forvejen er gemt på din computer
- Finde et billede på nettet og hente URL-adressen *
- Vælge et omslag fra de andre medlemmer eller fra Amazon
Hvis du har valgt "Drageløberen" som eksempel kan du bare klikke på billedet under omslag fra medlemmer.
Nu ligger billedet ud for bogen under fanebladet "Dit Bibliotek"
*Sådan henter du en URL-adresse på nettet:
Åben et nyt browservindue.
Gå ind på google.dk og klik på billedsøgning.
Skriv titlen på bogen i søgefeltet.
Vælg en af de bogforsider, der kommer frem og klik på "Se billedet i fuld format".
Kopier url-adressen.
Gå tilbage til LibraryThing og sæt url-adressen ind i feltet "Snup fra en URL".
Klik på Hent.
Nu ligger billedet ud for bogen under fanebladet "Dit Bibliotek"
Udarbejdet af Tina Ravn Bengtson